Startguide: Praktisk hjælp til dig, der flytter til Aarhus for at studere
Her får du en enkel guide til bolig, opholdstilladelse, CPR-nummer, MitID, SU og alt det praktiske, du skal vide som ny studerende fra Tyskland.
7/20/20252 min read


Den 28. juli tikker svaret endelig ind: Er du blevet optaget på din drømmeuddannelse i Aarhus?
Hvis du kommer fra det danske mindretal i Sydslesvig, og ikke har netværk i Aarhus, kan det være lidt af en jungle at finde ud af, hvad der sker bagefter.
Her får du en hurtig guide til de vigtigste ting, du skal have styr på, når du flytter til Aarhus som ny studerende fra Tyskland.
1. Find et sted at bo
Hvis du ikke allerede er godt i gang med at finde en bolig i Aarhus, kan du tjekke blandt andet boligportal.dk, ungdomsboligaarhus.dk eller Facebook sider som ”lejligheder og værelser til leje i Aarhus”.
Boligsøgning i Aarhus kan være udfordrende – især sidst i juli og starten af august, men du skal bare blive ved med at søge.
2. Få en midlertidig opholdstilladelse
Som tysk statsborger skal du have en opholdsregistrering i Danmark.
Det gør du ved at:
Søge om EU-opholdsret via Det Danske Generalkonsulat i Flensborg (Nordergraben 19, 24937 Flensburg)
Du får en midlertidig opholdstilladelse, som er gyldig i 1 år
Når du er flyttet til Danmark, skal du registreres i folkeregistret (se punkt 3)
Ét år senere skal du så søge om den permanente opholdstilladelse.
3. Book en tid hos borgerservice i Aarhus (Dokk1)
Efter du er flyttet til Aarhus, skal du:
Få dit CPR-nummer (personnummer) hos borgerservice
Vælge en læge
Indrette dit MitID. (Det er din ”digital identitet”, som du bruger til at logge ind på offentlige systemer. Herunder SU, skat, post fra myndighederne, digitale underskrifter m.fl)
Info:
Ved bestilling af MitID skal du have en dansk statsborger med som vidne.
Det er et krav, men i praksis bliver det ikke altid kontrolleret. Alligevel vil du blive bedt om at oplyse et vidne, og det er derfor en god idé at have en person med dansk pas klar, hvis det bliver nødvendigt.
4. Søg SU - vær opmærksom på ventetiden
Som tysk statsborger uden tidligere arbejde i Danmark skal du søge SU som udenlandsk statsborger. Det gør du på su.dk.
Du skal blandt andet dokumentere:
Din tilknytning til Danmark (fx Studentereksamen fra Duborg eller AP)
At du starter på en videregående uddannelse
Vær opmærksom på, at der kan gå 6-8 uger, før du får SU som udenlandsk statsborger. Du kan tidligst få SU fra 1. september, så du skal måske selv betale den første husleje fra din opsparing. Når SU’en bliver godkendt, får du pengene udbetalt med tilbagevirkende kraft.
5. Dansk bankkonto og mobilnummer
Når du har dit CPR-nummer og MitID, bliver det nemmere for dig at leve i Danmark.
Du kan nu:
Oprette en dansk bankkonto, vigtigt for SU og MobilePay
Købe et dansk Mobilabonnement
Har du spørgsmål eller brug for hjælp til noget af det praktiske? Tøv ikke med at kontakte os.
Vi har selv prøvet at flytte til Aarhus og kan hjælpe dig med gode råd, så din start på studielivet bliver så tryg og nem som muligt.
Enten via hjemmesiden eller på Facebook @GS Aarhus.
Vi håber, din start i Aarhus bliver vellykket : )


gsaarhus@outlook.com
Website
© 2025. Alle rettigheder forbeholdt
Social media
Kontakt